Generationsarv – visdommen vi glemmer..
Vi taler ofte om den arv, vi bærer – om traumerne, blokkeringerne og de tunge mønstre, der bliver givet videre gennem slægten. Men sjældent taler vi om alt det lys, der også følger med. For vi ved ikke, hvor meget dem før os har kæmpet i stilhed, hvor mange mønstre de allerede har brudt, og hvor meget healing der faktisk er sket – uden ord, uden bevidsthed, men med hjertet som kompas.
For kun få generationer siden fandtes der intet sprog for følelser og ingen redskaber til at forstå det indre liv.

Alligevel gjorde de, hvad de kunne – med de hænder, de havde, og den styrke, de bar. Vi skylder dem ikke skyld – vi skylder dem tak. For bag de tunge lag af smerte ligger også deres kærlighed, deres overlevelse og deres håb for os.
Ikke al arv er mørke. Meget af det, vi bærer, er kraft – den stille styrke, der har rejst sig igen og igen, den visdom, der har overlevet storme, og det mod, der har gjort det muligt for os at stå her i dag som dem, der bryder kæden med bevidsthed og kærlighed.
Måske var deres liv en del af en større plan – en hellig forberedelse, så vi i dag kan fuldende det, de begyndte. Nogle har bygget broer, så vi kunne gå over vandet. Og selvom det nu er os, der må turde brænde dem og træde ind i det nye, så lad os gøre det med taknemmelighed i hjertet.
For uden deres skridt – intet fundament. Uden deres styrke – ingen vej at gå. Vi er deres drøm, der blev levende.
Kh,
Justyna


