Det kan være en smertefuld erkendelse, når den først rammer os.
Vi længes alle efter, at nogen skal tage os i hånden, bære os igennem smerten, hele det, der gør ondt, og vise os vejen frem. Men uanset hvor meget vi håber, kan ingen gå vores vej for os. Ingen kan tage de skridt, der kun er vores at tage.
Andre kan være der for os – de kan støtte, lytte, inspirere og minde os om, hvem vi er, når vi glemmer det. De kan give os kærlighed og støtte, mens vi vokser og udvikler os. Men ingen kan gøre arbejdet for os. Ingen kan redde os, hvis vi ikke selv vælger at møde os selv med bevidsthed, ærlighed og omsorg.
Når vi slipper trangen til at blive reddet, åbner vi samtidig døren til vores egen frihed. Det er dér, vi begynder at mærke vores egen kraft, vores egen visdom og vores egen sjæls stemme. Det, vi i årevis har søgt i andre – kærlighed, styrke, ro og retning – har hele tiden levet i os selv.
At redde sig selv handler nogle gange om at vågne op og lade livet ske, fremfor at kæmpe sig igennem det. Det handler om at blive bevidst om, hvem man egentlig er, under frygten, smerten og de historier, man har troet på – historier om, at man skulle være anderledes for at kunne klare livets udfordringer.
Du var aldrig knust – du var på vej til at blive hel.
Du var aldrig tabt – du skulle bare genfinde dig selv.
Du er på vej hjem – hjem til dig selv. Hver gang du vælger at møde dig selv med kærlighed, tålmodighed og ærlighed, begynder du at skrive en ny begyndelse. En begyndelse, hvor du ikke længere søger efter nogen, der skal redde dig, men i stedet opdager, at du allerede rummer alt det, du har brug for – og at du altid har haft styrken til at skabe dit eget liv.
Kh,
Justyna
