Der findes relationer, som aldrig får en rigtig afslutning.
Vores relation var præget af både kærlighed og afstand. Perioder med kontakt og perioder med stilhed. Og en dyb, stille sorg over alt det, der aldrig rigtig blev stabilt eller trygt, som jeg som barn havde brug for.
Da han døde, stod jeg tilbage med en smerte, der ikke kun handlede om tabet af ham, men også om tabet af muligheden for at få sagt farvel. For at få talt ud. For at få sat ord på det, der aldrig fandt sin form, mens vi begge var her.
Og alligevel har livet en mærkelig måde at fortsætte på. Langsomt begynder man at forstå, at kærlighed og smerte kan eksistere samtidig. At man kan sørge over det, man ikke fik – og samtidig anerkende det, der faktisk var.
For mig er heling ikke at slette historien. Det er at kunne bære den uden at blive ødelagt af den. At kunne se et menneske med både dets begrænsninger og dets kærlighed – og samtidig give plads til sin egen sorg.
Jeg lærer stadig, hvad det vil sige at give slip på det, der aldrig blev sagt, og finde en form for fred i det ufuldendte. Det handler om at acceptere, at ikke alle relationer får en afslutning – i hvert fald ikke den afslutning, vi ville ønske os -og det er også okay.
Jeg har den indstilling, at alting har en mening, og måske var denne afslutning den mest perfekte for mig i forhold til min rejse og min udvikling.
Og det smukke er, at kærlighed ikke altid slutter med et farvel – selv når farvellet aldrig blev sagt.
Og måske er det netop dér, vi lærer at gå gennem livet lidt mere fredfyldt.
Kh,❤️
Justyna
