Hun kæmpede for sit liv til det aller sidste og havde stadig overskud til at smile og elske os – sin familie. Hun er her ikke længere, og da hun gik bort, gik det for alvor op for mig, hvilken klippe hun havde været i mit liv. Også selvom hun til sidst var skrøbelig og sikkert bange.
Men selv dér gav hun ikke op. Hendes styrke lå i den kærlighed, hun bar til dem, hun elskede. Selvom hendes egen opvækst var alt andet end kærlig, lod hun ikke fortiden definere sig. Hun var viljestærk, og kærligheden til os – hendes børn og børnebørn – bar hende gennem hendes egen smerte.
Alle, der mødte hende, holdt af hende. Hun var altid klar til at hjælpe andre, også når hun selv havde det svært. Måske var det hendes måde at hele sine egne sår på. Hun gav af sig selv, lyttede, støttede og løftede andre op, ofte uden at bede om noget tilbage.
Først efter hun forlod os og tog hjem til englene, gik det op for mig, at kærligheden var broen mellem os. Vi var hendes styrke, healing og redning, ligesom hun var vores. Hendes kærlighed bar os, og vores kærlighed bar hende. I den gensidige kærlighed fandt vi alle den kraft, der hjalp os gennem livets største udfordringer.
Hun lærte mig styrke og kunsten at overleve. Men med tiden har jeg også indset, at hun sjældent bad andre om hjælp. Hun havde lært, at hun skulle være stærk, og måske kom styrken nogle gange til at betyde, at hun bar mere alene, end hun behøvede.
Det har lært mig noget vigtigt: At der findes en balance mellem at være stærk og at skulle klare alting alene. At bede om hjælp er ikke et tegn på svaghed eller på, at vi fejler. Tværtimod. Det er en anerkendelse af, at vi ikke altid behøver at bære hele verden på vores skuldre, bare fordi vi er stærke mennesker. Stærke mennesker har også brug for støtte, omsorg og for at mærke, at de ikke står alene, når livet viser sine mest udfordrende sider.
Min mor var Tyr af stjernetegn med Vægten som ascendant. Hun var både stærk og følsom, jordnær og kærlig. Jeg tror, at netop kombinationen af styrke og sårbarhed var hendes største kraft. Hun turde elske med hele sit hjerte og mistede aldrig evnen til at vise omsorg for andre.
Hun var, og vil altid være, et forbillede for mig. Jeg er dybt taknemmelig for at have haft hende som min mor. Hun lærte mig mere om kærlighed, end jeg nogensinde vil kunne sætte ord på. Kærlighed er styrke. Den stærkeste kraft, der findes.
Når jeg ser tilbage på hendes liv, forstår jeg også, at hendes egne kampe ikke var forgæves. Med sin styrke, sit mod og sin vilje til at bryde de mønstre, hun selv voksede op med, fjernede hun mange af stenene på den vej, jeg i dag går på. Sten, som ellers kunne være endt i min egen rygsæk. Hun bar dem, arbejdede med dem og forvandlede dem, så mine skridt kunne blive lettere. Det er en gave, jeg først for alvor har forstået værdien af som voksen.
Hun efterlod mig ikke et liv uden udfordringer. Men hun efterlod mig et stærkere fundament at stå på. Hun viste mig, at vi kan vælge kærligheden, selv når livet gør ondt. At vi kan bryde mønstre, hele gamle sår og skabe noget smukkere for dem, der kommer efter os.
Og hvis min mor lærte mig én ting frem for alt, så er det dette: Kærlighed er en styrke, intet kan overgå.
Kh,❤️
Justyna
