At stå i din egen kærlighedsenergi …
I kærlighedens relationer taler vi ofte om at give vores hjerte væk. Men i sandhed kan vi aldrig give det væk – for hjertet og dets energi tilhører altid os selv. Men når vi overlader ansvaret for vores lykke og tryghed til et andet menneske, glemmer vi at være hjemme i os selv, og det kan føles, som om vi giver vores hjerte væk.
Det kan føles smukt og hengivent, men det gør os også sårbare.

For ingen relation kan garantere evighed. Når vi har lagt hele vores hjerte i en andens hænder, risikerer vi at stå tilbage med tomhed og smerte.
Den dybe sandhed er, at kærlighed ikke er noget, andre kan give os eller tage fra os. Kærlighed er en evig strøm af energi, som flyder gennem dit hjerte fra kilden, fra sjælen, fra universet. Du kan vælge at dele den med et andet menneske, men du kan altid vende hjem til din egen indre kilde, hvor kærligheden aldrig ophører.
At elske handler derfor ikke om at overdrage dit hjerte til en anden. Det handler om at stå i din egen kærlighedsenergi og i frihed invitere et andet menneske til at træde ind i den strøm sammen med dig.
Kærlighed er ikke noget, vi mister, og heller ikke noget, vi kan eje. Kærlighed er. Den er lyset i dit hjerte, som altid vil være dit eget at værne om.
Kh,
Justyna